Hvad er psykisk vold

Psykisk vold er ulovligt og kan tage mange former. Ofte er personer, der udsættes for psykisk vold i tvivl om, hvad de præcist oplever.

Der er dog nogle typiske kendetegn, som kan hjælpe med at genkende psykisk vold. Typisk er der tale om gentagne handlinger og adfærd, der langsomt nedbryder den person, der udsættes for den psykiske vold.

Nedenstående liste er ikke en facitliste, men eksempler på adfærd, som kan være tegn på psykisk vold. Disse tegn kan bruges som rettesnor til at vurdere, om en person potentielt er udsat for psykisk vold.

Det kan være tegn på psykisk vold, hvis en partner:

  • Udviser jalousi eller besidderisk adfærd.
  • Kontrollerer eller manipulerer.
  • Bestemmer over sin partners påklædning, spisevaner eller sociale relationer.
  • Tjekker sin partners mobiltelefon eller sociale medieprofiler uden samtykke.
  • Begrænser eller forsøger at kontrollere sin partners kontakt til familie eller venner.
  • Insisterer på konstant at vide, hvor deres partner befinder sig.
  • Kalder sin partner nedværdigende øgenavne eller ydmyger vedkommende foran andre.
  • Truer med at ødelægge personlige ejendele.
  • Ringer eller skriver gentagne gange og bliver vred, hvis der ikke svares med det samme.
  • Tvinger til seksuelle handlinger uden samtykke.
  • Nedbryder sin partners selvværd og får vedkommende til at føle sig utilstrækkelig.
  • Bander, råber eller udviser aggressiv verbal adfærd.
  • Nægter adgang til økonomiske ressourcer, selv ved behov.

Det kan også være tegn på psykisk vold, hvis en person:

  • Føler behov for at tage særlige hensyn for at undgå sin partners vrede eller afvisning.
  • Isolerer sig fra familie og venner for at undgå konflikter.
  • Føler sig forvirret, trist og har svært ved at få overblik over sit forhold.
  • Gør ting, som de ikke har lyst til, for at tilfredsstille deres partner.

Eksempler på psykisk vold kan være at isolere den voldsudsatte fra venner og familie eller at holde dem indespærret uden mulighed for at undslippe.

Personer, der udsættes for psykisk vold, kan også opleve trusler om fysisk vold, trusler om, at de ikke vil få lov til at se deres børn, eller trusler om at ville skade sig selv, hvis de bliver forladt.

Psykisk vold kan også bestå af gentagne ydmygelser, såsom at blive kaldt øgenavne, blive kritiseret konstant, ignoreret eller beskyldt for ting, der ikke er sande, som utroskab eller psykisk ustabil adfærd.

Hvad er konsekvenserne af psykisk vold?

Der findes ikke noget facit på, hvordan vold påvirker os, eller hvilken type vold, som giver hvilke reaktioner eller konsekvenser.  Men at blive udsat for psykisk vold kan havealvorlige konsekvenser for både trivsel og helbred. Det kan føre til psykiske, fysiske og sociale problemer.

Psykisk vold kan forstyrre den voldsudsattes egne grænser og gøre det vanskeligt at beholde troen på sig selv, og hvad man fortjener i en relation. Der er en klar sammenhæng mellem psykisk vold og øget risiko for angst, depression, PTSD, forringet fysisk helbred samt udfordringer med forældreskab og arbejdsliv. Udover de langvarige mentale og fysiske skadevirkninger er psykisk vold ofte den ’røde tråd’ i partnervold, og den kan i værste fald ende med partnerdrab.

Listen herover viser ikke alle mulige reaktioner – der er mange måder at reagere på, når man oplever psykisk vold. Du kan læse endnu mere om psykisk vold og andre voldsformer på Lev Uden Volds hjemmeside.

Hvor finder du hjælp?

Du kan få hjælp og rådgivning 24 timer i døgnet hos Lev Uden Volds nationale hotline på tlf. 1888.

Hvis du, eller en, du kender, oplever vold i en nær relation, kan du ringe til Lev Uden Volds hotline. Her kan du anonymt og gratis tale med en rådgiver, der lytter og hjælper.